Pressen og Z N A I L

Efterhånden har ganske mange af de danske aviser og blade omtalt eller anmeldt znailservicen. Det er vi naturligvis glade for. Vi bringer her et par uddrag.

Logo, Fagbladet Folkeskolen

[..] altid adgang til sine egne bogmærker, uanset hvilken maskine man sidder ved [..] specielt praktisk for lærere [..] ens personlige filer nu aldrig er længere væk end den nærmeste browser [..]
læs hele anmeldelsen på www.folkeskolen.dk 
eller læs en afskrift af anmeldelsen herunder

 

Logo, Alt om data

Oh at være en snegl. [..] bære sit hus og alle sine egendele på ryggen. [..] yderst diskret og elegant. [..] der er meget lidt tvang i Znail [..] et lærestykke i pædagogisk forklaring [..]
læs hele anmeldelsen på www.aod.dk 
eller læs en afskrift af anmeldelsen herunder

 

Logo, Politiken

[..] gå på nettet fra hvilken som helst computer [..] en weblikation [..] man kan også benytte tjenesten til gruppearbejde [..]
læs en afskrift af anmeldelsen herunder

 

Logo, PC World

[..] ny og anderledes måde at bruge Internettet på [..] sjovt lavet [..] ganske anvendelig ...
læs en afskrift af anmeldelsen herunder

 

Webworld logo [..] online med dine bookmarks, huskesedler, mindre filer og adressebog [..] slut med gammeldaws lommebog og blyant, nymodens virtuelle hedder Znail-marks, Znail-it, Znail-space og Znail-friends [..] smart og funktionelt [..]
læs hele anmeldelsen på www.webworld.dk
eller læs en afskrift af anmeldelsen herunder

 

Logo, Aalborg stiftstidende [..] Mikkel B. Stegmann og Anders Blauenfeldt var frustrerede over ikke at have adgang til egne bookmarks og andre filer, når de var fjernt fra egen computer, og de formulerede visionen om eget filområde på nettet. [..]
læs artiklen hos Aalborg stiftstidende
eller læs en afskrift herunder
 

 

 

 

 

@Rygsækturist
[Af Steven Snedker - Alt om data, januar 1999]

Oh at være en snegl. At bære sit hus og alle sine egendele på ryggen. Aldrig at savne noget.

Znail.dk får til at begynde 10 point for et utrolig godt billede på, hvad deres tjeneste kan.
Med Znail kan man nemlig tage sin bogmærker, 5 Mb af sine filer og sine notater med sig rundt fra computer til computer.

Sådan virker det
Som ny bruger kobler man op til znail.dk og registrerer sig med brugernavn og adgangskode. Man gør ret i at vælge sig nogle korte og lette, for man kommer til at taste dem ind mange gange, hvis man bliver glad for tjenesten.
Efter at have opgivet nogle få køn/alder/hvad spiser du til morgenmad?-oplysninger er man blevet til en snegl og får nu udleveret sit hus. Et lille vindue, der, hvis man vælger det som startside, altid er med en, når man netter.
Der er ingen hindringer for at vælge Znail som startside, for man kan i Znail definere en reel startside - et fuldskærmsvindue, Znail automatisk åbner over Znail-vinduet, når man logger på. Hvis man indstiller Znail til at bruger den samme startside, som man altid har haft, kan man faktisk ikke mærke, at Znail er der. Man har blot fået det lille Znail-vindue i baggrunden. Det er yderst diskret og elegant.

Tabula rasa
Man begynder med en næsten renvisket tavle. Znail-holdet har selv en kategori med forslag til bogmærker, men man skal faktisk vælge den, for at komme til at se de ti links. Der er meget lidt tvang i Znail.
Sneglehusets mest interessante funktion er de bærbare bogmærker. Dem kan man samle på to måder: Enten skriver man dem møjsommeligt ind i hånden. Eller også uploader man hele sin bogmærkefil til Znail. Det sidste er klart det letteste, og når man har uploadet bogmærkerne fra hjemme-pc'en og dem fra arbejds-pc'en i hver sin kategori, kan man nu forholdsvis let tage arbejdet med hjem og spasen med på arbejde. Bogmærkerne hedder nemlig nu Znail-marks og kan nås fra enhver Internet-forbunden computer.
Znail er her et lærestykke i pædagogisk forklaring. Selv nybegyndere vil kunne forstå, hvordan den nye tjeneste fungerer, og hvordan de skal importere deres gamle bogmærkefiler og oprette nye links i Znail.
I praksis kræver det en del kopier og indsæt-arbejde at oprette bogmærker manuelt i Znail, og man vil nok derfor være mere tilbøjelig til at uploade nye bogmærkefiler fra sine browsere med jævne mellemrum.

Yderligere tjenester

De to sidste tjenester er nærmest selvforklarende. Znail-space er en virtuel diskette med 5 Mb diskplads. Man kan uploade filer til den og downloade dem til enhver Internet-forbunden computer. Det er ikke revolutionerende, men lige en bid lettere end konventionel FTP. Med Znail-space slipper man for at skulle fedte med FTP-programmer, og så skal man heller ikke huske to sæt brugernavn/adgangskode. Når man er logget ind på Znail, har man adgang til sin virtuelle diskette uden at skulle tænke nærmere over det.
Znail-it er en slags digital Post-it - de små gule sedler man klistrer op alle mulige steder.
Man kan skrive et notat online og så bruge det, uanset hvilken computer man sidder ved.

Ny tjeneste
Znail er en samling af tre forholdsvis nyttige og sjældent udbudte tjenester. Og medmindre man ønsker det anderledes, indeholder de kun de links og den information, man ønsker.
Sneglen er samtidig så diskret, at den skal lokkes frem med ALT+TAB. Znail bliver aldrig pågående, men lægger sig i baggrunden som et nyttigt værktøj, man kan bruge, hvis det skulle blive nødvendigt. Var det ikke for indtastningen af brugernavn og adgangskode kunne man koble op ti gange i træk uden at lægge mærke til, at man var blevet Znail-bruger.

______________________________________

 

 

Netbaserede Data
[Af Kim Mortensen - Politiken, computertillæg, 19. november 1998]

Nu kan man gå på nettet fra en hvilken som helst computer uden at skulle undvære sine sædvanlige bogmærker og adressebog. En ny dansk tjeneste tilbyder nemlig at opbevare ens data på nettet så de aldrig er længere væk end den nærmeste browser, uanset om man er hjemme, på arbejde, besøger en ven i Tyskland eller er på internetcafe i Peking. I tilgift får man adgang til en online huskeseddel og fem Mb opbevaringsplads på serveren, der kan bruges som en mellemstation for filoverførsler.
Den nye tjeneste er døbt znail, (www.znail.dk), fordi man altid kan have sine data med sig på samme måde som en snegl altid har sit hus med sig. Mens de få lignende tjenester på nettet afvikles i det almindelige browservindue har znails bagmænd valgt at åbne små browservinduer til de forskellige znail-tjenester. Dermed fremstår znail mere som et rigtigt program i stedet for blot som en hjemmeside. >>Formålet har været at lave en weblikation, hvor brugeren har fornemmelsen af at køre et program, selvom han blot bruger en browser. Det skulle ikke bare køre som et fladt en-dimensionelt web-system, som man kender det fra andre net-tjenester<<, udtaler Anders Blauenfeldt, som står bag den nye tjeneste sammen med Mikkel B. Stegmann
Znail indeholder i øjeblikket fire tjenester: znailmarks der er bogmærker over hjemmesider, znail-friends, der er en adressebog, znail-it, der er en huskeseddel og znail-space, der gør det muligt at udveksle filer med sig selv eller andre. Man kan nøjes med at benytte znail, så man altid har adgang til sine egne data, uanset hvilken computer man sidder ved, men man kan også benytte tjenesten til gruppearbejde.
>>Der er mange, der bruger znail som gruppeværktøj til studie-projekter, hvor de så kan dele rapporter og udveksle beskeder<<, fortæller Anders Blauenfeldt.
På længere sigt er det meningen, at znail vil få tilføjet flere tjeneste, for eksempel kalender og andre praktiske værktøjer.

______________________________________

 

 

 

www.znail.dk
[PC-World, december 1998]

www.znail.dk er en ny og anderledes måde at bruge Internettet på. Znail.dk vil være din virtuelle diskette - det lagermedie, du har med dig overalt på Internettet, og samtidig en web-portal med dagens anbefalinger og lignende.
Løsningen er sjovt lavet og faktisk ganske anvendelig, når man har vænnet sig til den.

______________________________________

 

 

 

Znail
[Webworld nr 7, november 1998]

Kom online med din lommebog!

"For et lettere liv i en virtuel verden", lokker Znail med i overskriften, og de tager nu heller ikke munden alt for fuld. Det "lettere" består i gratis firkløver-tilbud til dig, som helst vil være online med dine bookmarks, huskesedler, mindre filer og adressebog. Altså, slut med gammeldaws lommebog og blyant, nymodens virtuelle hedder Znail-marks, Znail-it, Znail-space og Znail-friends, blot du kan komme til en computer med Internet-adgang. Om denne netservice så også er praktisk, om du overhovedet har brug for en Znail, er vel op til egen samvittighed, lyster og behov. Men smart og funktionelt er det da...!

Smart dansk web-sted som base for dine uundværlige notater, huskesedler og adresser

______________________________________

 

 

 

5 mb i ZNAILehuset
[Aalborg Stiftidende 18. november 1998]

ZNAIL er en Internet-service, som alle har savnet - men uden at være klar over det. Den indebærer, at man kan tage sine ting med sig. Vigtige filer/dokumenter er ikke længere væk end nærmeste browser, og det er underordnet, om man er på job, hjemme, på besøg i Tyskland eller på Internet-cafe i Beijing.
To studerende fra Danmarks Tekniske Universitet har lanceret den ny service i samarbejde med universitetets Center for Teleinformation. Mikkel B. Stegmann og Anders Blauenfeldt var frustrerede over ikke at have adgang til egne bookmarks og andre filer, når de var fjernt fra egen computer, og de formulerede visionen om eget filområde på nettet.
Det er hurtigt og gratis at koble sig på den ny tjeneste. Man får fem mb til rådighed, og det giver bl.a. mulighed for at overføre store filer mellem computere - noget, der kan være besværligt med 1,44 mb disketter. Desuden er tilføjet ekstra faciliteter, f. eks. adressekartotek og en virtuel huskeseddel.
- Temmelig mange har allerede oprettet sig som brugere, hvilket har bekræftet os i, at den ny service har relevans. Flere firmaer har ligeledes anbefalet ZNAIL til de medarbejdere, der dagligt bruger Internet, oplyser Anders Blauenfeldt, der understreger, at man er meget velkommen til at anbefale den ny service til venner og bekendte.

Adressen er naturligvis http://www.znail.dk

______________________________________

 

 

 

Znail
[Fagbladet Folkeskolen 18. august 1999]

Znail er en gratis service, der kan gøre tilværelsen på Nettet lettere. Navnet Znail hentyder til sneglen, der har sit hus på ryggen. På samme måde kan Internet-brugere med Znail altid have sine ting med sig. I stedet for at have bogmærker, personlige datafiler, adresser og huskelister liggende på sin egen personlige computer, kan de ligge hos Znail, og man har adgang til dem alle vegne fra.

Znailmarks
Man kan lægge de bærbare bogmærker ind på to måder. Enten skriver man dem ind én ad gangen, eller også uploader man bare hele sin bogmærkefil til Znail. På den måde har man altid adgang til sine egne bogmærker, uanset hvilken maskine man sidder ved, eller hvor i verden man befinder sig. Det er specielt praktisk for lærere, der jo ifølge sagens natur må bruge mange forskellige maskiner og derfor enten må løbe rundt med en diskette med de personlige bogmærker eller forsøge at huske de lange besværlige adresser i hovedet. Det sidste er der vist ikke mange, der klarer.

Znail-space
- er en virtuel diskette med plads til 5 megabyte, som man frit kan benytte som sit personlige filområde på Nettet, hvor ingen andre har adgang. Det betyder for eksempel, at det dokument, man har siddet og arbejdet med derhjemme om aftenen, er tilgængeligt på skolens computer næste dag - det vil sige, at ens personlige filer nu aldrig er længere væk end den nærmeste browser. Man kan desuden lave sin egen personlige adressebog med e-mail-adresser og telefonnumre med mere. Der er desuden adgang til en personlig huskeseddel, så man kan holde styr på hvad som helst i verden - forudsat selvfølgelig, at man har styr på en Internet-adgang. Det er to studerende fra Danmarks Tekniske Universitet, der har lanceret Znail i samarbejde med universitetets Center for Teleinformation.

______________________________________

>